Hvad går dit kontingent til?
Dit kontingent går til en fagforening, der kun arbejder for at forbedre reddernes arbejds- og lønvilkår.
1.1 Selskabets navn er Reddernes Fagforening (RF).
1.2 RF er hjemmehørende i Danmark
2.1 RF arbejder med det formål at varetage medlemmernes interesser bl.a. ved:
A. At repræsentere medlemmerne over for deres arbejdsgivere såvel som udadtil i ethvert forhold af fælles interesse.
B. At arbejde for og tage sigte på at være overenskomstbærende med medlemmernes arbejdsgivere eller disses organisationer.
C. At arbejde for udbygning af forhandlingsret i forholdet mellem medlemmerne og arbejdsgivere, herunder yde juridisk og faglig bistand af enhver art.
D. At fremme og forsvare medlemmernes ret i henhold til overenskomster, andre aftaler, lovgivning, mv.
E. At tilstræbe en høj grad af videns- og erfaringsdeling mellem ambulance- og sygetransportreddere i Danmark, på tværs af landsdele og uddannelsesniveauer.
F. At indgå samarbejde med andre organisationer med samme primære formål som RF, med henblik på at styrke og fremme medlemmernes interesser.
G. At sikre medlemmerne fordele, herunder f.eks. i relation til efteruddannelse, forsikring og lignende.
H. At sikre, at RF’s formue forvaltes forsvarligt og på bedst mulig måde, herunder gennem relevante investeringer mv.
2.2 RF er partipolitisk neutral.
3.1 Som medlemmer kan optages ambulance- og sygetransportreddere, der kan tilslutte sig RF’s formål og vedkende sig nærværende vedtægter.
4.1 RF har indgået en aftale om samarbejde med DFH/FDK.
4.2 Medlemmer af RF skal samtidig være B-medlemmer af FDK i henhold til den mellem RF og DFH/FDK indgåede samarbejdsaftale.
4.3 En række af de under pkt. 2 bestemte formål skal realiseres i samarbejde med DFH/FDK.
4.4 I samarbejdsaftalens løbetid kan medlemskabet af FDK ikke opsiges særskilt, men alene sammen med en udmeldelse af RF.
4.5 Ved samarbejdsaftalens ophør kan opsigelse af den enkeltes medlemskab af FDK ske individuelt, eventuelt ved brug af fuldmagt, uden samtidig udmeldelse af RF.
5.1 RF’s højeste myndighed er generalforsamlingen, som afholdes 1 gang årligt inden udgangen af maj måned.
5.2 Generalforsamlingen indkaldes skriftligt, herunder pr. e-mail og via hjemmesiden, med mindst 4 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
5.3 Generalforsamlingens dagsorden skal mindst have følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsesformandens beretning
3) Fremlæggelse af revideret regnskab fra kassereren
4) Godkendelse af budget
5) Fastsættelse af honorar til bestyrelsesmedlemmerne
6) Fastsættelse af kontingen
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
8) Valg af revisor
9) Indkomne forslag
10) Eventuelt
5.4 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsesformanden i hænde senest 14 dage før Generalforsamlingens afholdelse.
5.5 Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, af fremmødte medlemmer samt ved stemmeafgivelse ved fuldmagt.
Ved et lige antal stemmer, har formanden dog to stemmer.
5.6 Valg til bestyrelsen sker ved skriftlig afstemning, med mindre andet besluttes af generalforsamlingen i henhold til pkt. 5.5.
Hvert medlem har én stemme.
Hver deltager kan repræsentere et ubegrænset antal medlemmer fra samme arbejdssted i henhold til skriftlig fuldmagt. Fuldmagten skal alene angive det fraværende medlems fulde navn og evt. medlemsnummer samt oplysninger om, hvem der er befuldmægtiget med angivelse af fuldmægtigens fulde navn og evt. medlemsnummer. Fuldmagten er personlig og kan ikke overdrages. Generalforsamlingen påser ikke instruksen fra det fraværende medlem i forhold til fuldmægtigen.
Der stemmes samlet blandt samtlige kandidater til bestyrelsen og bestyrelsen udgøres af de medlemmer, der har fået flest stemmer. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
Når bestyrelsen er valgt, vælges på samme måde 1 suppleant til bestyrelsen.
Kandidatur til bestyrelsen kan stilles frem til punktets behandling på generalforsamlingen. Punktet indledes ved, at dirigenten redegør for de kandidater, der allerede har meldt deres kandidatur og samtidig opfordres der i forsamlingen til, at yderligere kandidater skal melde sig.
Såfremt der er flere kandidater, end der er pladser i bestyrelsen, er hver kandidat efter dirigentens skøn i forhold til det tidsmæssige omfang, berettiget til at præsentere sig selv og de emner og værdier forsamlingen kan forvente vil blive repræsenteret af den pågældende kandidat, hvis denne vælges ind i bestyrelsen.
6.1 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt eller når mindst 1/4 af RF’s medlemmer fremsætter skriftligt krav herom med angivelse af dagsorden.
6.2 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt, herunder pr. e-mail og via hjemmesiden, med mindst 14 dages varsel.
7.1 Den overordnede ledelse varetages af RF’s bestyrelse bestående af 7-9 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen i henhold til pkt. 5.6.
7.2 Bestyrelsen vælges for 2 år af gangen, 4-5 i lige år og 3-4 i ulige år, bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, næstformand og en kasserer.
7.3 Bestyrelsesformanden indkalder til bestyrelsesmøder til afholdelse minimum 4 gange årligt. Indkaldelse sker via e-mail.
7.4 Ethvert medlem af bestyrelsen kan overfor bestyrelsesformanden fremsætte krav om afholdelse af bestyrelsesmøde. En sådan anmodning skal indeholde punkt(er) til dagsorden, der ønskes behandlet. Modtager bestyrelsesformanden en sådan anmodning, skal bestyrelsesmøde afholdes senest 14 dage, efter anmodningen er modtaget. Indkaldelse med dagsorden til bestyrelsesmøde fremsendes af bestyrelsesformanden til samtlige bestyrelsesmedlemmer senest 1 uge inden afholdelse.
7.5 Bestyrelsesformanden drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens møder, og at den endelige protokol sendes til samt underskrives af samtlige bestyrelsens medlemmer. Alle bestyrelsesmedlemmer har pligt til at delagtiggøre sig selv i protokollens indhold.
7.6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er bemyndiget til at ændre eller udvide det i punkt 1 og 2 nævnte område og indhold i medlemmers interesse.
7.7 Hvervet som bestyrelsesmedlem er lønnet, og positive udgifter afholdt af et bestyrelsesmedlem på vegne af RF eller i RF’s tjeneste kan dækkes af RF efter forudgående godkendelse af bestyrelsen. Generalforsamlingen fastsætter efter formandens indstilling det årlige honorar ud fra arbejdets karakter og omfang. Honoraret fastlægges forud for det kommende år, men kan hvis skønnet har vist sig at være for stort eller for lille, justeres med tilbagevirkende kraft. Honorar udbetales efter principper fastsat af bestyrelsen.
7.8 Bestyrelsen kan antage en daglig leder af RF, der samtidig skal fungere som RF’s sekretariat.
8.1 Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen.
8.2 RF’s regnskabsår er kalenderåret, således 01.01 – 31.12.
8.3 Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt registreret revisor, der vælges for 3 år af gangen.
8.4 Regnskabet skal være revideret inden den ordinære generalforsamling.
9.1 RF tegnes af tre bestyrelsesmedlemmer i forening. Tegningsretten skal til enhver tid fremgå af bestyrelsesprotokollen og enhver anvendelse heraf skal fremlægges for bestyrelsen.
9.2 RF’s ejendele tilhører RF som juridisk person. RF hæfter med sine ejendele for opfyldelsen af de af RF indgåede forpligtelser.
9.3 RF’s medlemmer har ikke nogen ejendomsret over noget RF tilhørende. RF hæfter kun for sine forpligtelser med den til RF til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke RF’s medlemmer eller bestyrelse nogen form for hæftelse, herunder personlig hæftelse, for forpligtelser påhvilende RF.
9.4 Bestyrelsen kan godkende, at formanden får et betalingskort til foreningskontoen i
banken, som han kan disponere over på egen hånd.
9.5 Bestyrelsen kan godkende, at der bliver tilknyttet MobilePay eller tilsvarende til dette kort.
10. Vedtægtsændringer
10.1 Vedtægtsændringer kan foretages når 2/3 af deltagerne i en generalforsamling stemmer herfor.
11.1 RF kan opløses, når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor.
11.2 Den opløsende generalforsamling tager stilling til en eventuel formues anvendelse.
Dit kontingent går til en fagforening, der kun arbejder for at forbedre reddernes arbejds- og lønvilkår.
Med dit medlemskab får du ikke alene A-kasse, forsikring og faglig hjælp i faglige sager. Du støtter også Reddernes Fagforenings arbejde for bedre vilkår for de danske ambulance- og ST-reddere.
De første tre måneder er gratis.