Carstens vej ind i faget var alt andet end lige. Faktisk sagde han først nej tak hele tre gange, før han endelig besluttede sig for at gå reddervejen. Og da beslutningen endelig var taget, var det lige før, det var for sent. Aldersgrænsen var nemlig dengang 30 år, og Carsten var allerede 33.

Heldigvis blev hans erfaring, meritter og store motivation vurderet højere end reglerne på papiret – og han fik lov at starte. Det blev et vendepunkt.

“Jeg troede egentlig, jeg var kommet for sent – men jeg fik chancen, og jeg fandt ud af, at det var drømmejobbet. Og jeg er stadig lige så stolt af det i dag.”

I dag arbejder han som paramediciner i Region Syd, hvor han kører specialvagt, PHV-bil, akutbil og ambulance.

Carsten peger på, at reddernes hverdag og vilkår ikke kan sammenlignes med mange andre fag. Lange vagter, skæve arbejdstider, jul og nytår på job – alt sammen med et konstant ansvar for andre menneskers liv.
De står i frontlinjen. Men under vilkår, der ikke altid føles retfærdige.

Han nævner især et af de eksempler, der for alvor får ham til at undre sig:

“Jeg har stadig venner, der ikke kan forstå, at jeg kan være på arbejde i 24 timer og kun få løn for 17. Den slags problemer bliver aldrig taget alvorligt i de store forbund.”

For ham er det derfor afgørende, at redderne har en fagforening, der forstår faget indefra og taler deres sprog.

Efter mange år i 3F har Carsten erfaret, hvordan reddernes stemme ofte drukner blandt andre faggrupper. For ham er det et grundlæggende problem, at redderne er placeret i samme kasse som chauffører, fabriksarbejdere og mange andre.

“Vi har i årevis talt om, at vi står det forkerte sted. 3F er ikke en fagforening for os. Vi er bare puttet ind i en kæmpe gruppe med chauffører, fabriksarbejdere og mange andre. Det er ikke fordi, de ikke er dygtige – men deres hverdag kan ikke sammenlignes med vores. Vores stemme drukner. Redderne er specialiserede, vi er en del af det sundhedsfaglige system. Men vi bliver ikke altid hørt.”

Det er her, han ser Reddernes Fagforening som et nødvendigt alternativ – og derfor han har valgt at skifte. Hvor de store forbund breder sig ud over mange forskellige brancher, er Reddernes Fagforening målrettet og skabt af folk, der kender faget indefra.

“Når man sidder til forhandling, nytter det ikke, at nogen kan løbe om hjørner med os. I Reddernes ved de, hvad det handler om – for de har selv stået der.”

Carsten lægger også mærke til, at Reddernes er synlige i debatten og reagerer hurtigt, når det gælder. F.eks. i sagen om svenske reddere.

“Det betyder noget, at de er på banen, når der sker noget i vores branche. Man kan mærke, at de har øje for de ting, der virkelig betyder noget for os.”

Og det er helt afgørende for ham, at det er reddere, der sidder bag bordet, når der forhandles. Carsten oplever, at man her ikke kan blive kørt rundt i manegen – for de, der forhandler, kender både arbejdet og vilkårene indefra.

Carsten drømmer om, at redderne i fremtiden kan samle sig i én stærk fagforening. Han ser, hvordan andre sundhedsfaglige grupper som læger og sygeplejersker har opnået gennemslagskraft ved at stå sammen, og han mener, at det samme bør være muligt for redderne.

“Se på lægerne og sygeplejerskerne. De står stærkt, fordi de har deres egne foreninger. Det håber jeg, vi også kan som reddere. Vi har jo også en familie derhjemme, og vi har brug for en fagforening, der forstår vores hverdag og kæmper vores sag.”

Når Carsten ser på sin egen hverdag og fremtidens reddere, er budskabet klart: De har brug for en fagforening, der tager udgangspunkt i deres virkelighed og ingen andres.

“Reddernes hverdag kræver en fagforening, der kender os indefra. Vi har andre udfordringer end mange andre faggrupper – og derfor har vi brug for en fagforening, der er skabt til os. Her bliver vi taget alvorligt.”