En familie af reddere
Henning kommer fra en familie, hvor redderfaget ligger dybt i blodet. Han og hans brødre valgte alle beredskabet frem for landbruget derhjemme – ingen gad “arve gården”, som han selv siger med et smil.
“Vi er fire brødre – og tre af os har haft hele vores liv i beredskabet. Det siger vist alt om, hvor meget det betyder for os.”
Broren Jørgen var redder i 33 år. En anden bror, Thorkild, var brandmand i 20 år og arbejder i dag som timeansat assistanceredder hos Falck. Den sidste bror Hans Chr. var blind og derfor – med Hennings ord “lovlig undskyldt for ikke at gå reddervejen” – han gik desværre bort i 2023.
Henning selv har været redder i næsten 36 år – og er stadig i gang. For ham handler faget både om fællesskab og udvikling:
“Man vil gerne gøre noget for andre. Og det er kun blevet større og vigtigere med årene. I dag kan vi meget mere, end da jeg startede, hvor det mest bare var diesel – patient på båre og så til sygehuset – der er en faglig stolthed, der betyder alt.”


