Henning kommer fra en familie, hvor redderfaget ligger dybt i blodet. Han og hans brødre valgte alle beredskabet frem for landbruget derhjemme – ingen gad “arve gården”, som han selv siger med et smil.

“Vi er fire brødre – og tre af os har haft hele vores liv i beredskabet. Det siger vist alt om, hvor meget det betyder for os.”

Broren Jørgen var redder i 33 år. En anden bror, Thorkild, var brandmand i 20 år og arbejder i dag som timeansat assistanceredder hos Falck. Den sidste bror Hans Chr. var blind og derfor – med Hennings ord “lovlig undskyldt for ikke at gå reddervejen” – han gik desværre bort i 2023.

Henning selv har været redder i næsten 36 år – og er stadig i gang. For ham handler faget både om fællesskab og udvikling:

“Man vil gerne gøre noget for andre. Og det er kun blevet større og vigtigere med årene. I dag kan vi meget mere, end da jeg startede, hvor det mest bare var diesel – patient på båre og så til sygehuset – der er en faglig stolthed, der betyder alt.”

Henning har været igennem både SID, 3F og FOA – men det var først med Reddernes Fagforening, at han fandt en organisation, der virkelig spejlede hans virkelighed.

“Jeg har lagt tusindvis af kroner i FOA og 3F uden at få noget igen. Hos Reddernes er der en reel mulighed for forandring – nemlig en brancheoverenskomst kun for reddere. Det giver mening for mig at være med her.”

Han uddyber:

“Som redder skal du enten fucke up big time eller tage af kassen for overhovedet at få brug for din fagforening. Så de store forbund har reelt ikke mange udgifter på os – men vi betaler stadig dyrt ind. Jeg vil hellere bruge mine penge her, hvor der faktisk er en chance for, at vi kan få en brancheoverenskomst. Og lykkes det ikke, så er pengene ikke mere spildt hos Reddernes end hos de andre – men her er der i det mindste en reel chance for forandring. Også for fremtidens reddere.”

Han fremhæver især, at Reddernes Fagforening er skabt og drevet af folk, der selv kender arbejdet:

“De ved, hvad det vil sige at stå i en ambulancevagt eller på en station. De kender sproget, kulturen, pauserne, der aldrig kommer – og den galgenhumor, vi deler. Det giver ingen mening, at en dagplejemor skal stemme om min overenskomst. Det her skal være for reddere – og kun for reddere.”

For Henning er det nemlig afgørende, at en fagforening for reddere kun er for folk i beredskabet:

“Det giver ingen mening, at en dagplejemor eller en helt anden faggruppe skal stemme om min overenskomst. Ved sidste overenskomstafstemning stemte 65,3 % af redderne NEJ – men andre faggrupper uden for vores område stemte JA, og så blev overenskomsten alligevel vedtaget. Jeg er sikker på, de er dygtige til deres arbejde – men det kan ikke sammenlignes med vores hverdag.”

Selvom Henning endnu ikke selv har haft brug for faglig hjælp, er han ikke i tvivl om værdien:

“For mig er det som en forsikring. Jeg har måske ikke selv haft brug for hjælpen, men det betyder noget, at den er der. Og det vigtigste er, at den kommer fra nogen, der er en del af vores verden.”

Han ser også frem til, at Reddernes Fagforening kan vokse sig stærkere – så alle reddere, uanset om de er offentligt eller privatansatte, kan stå sammen:

“Jeg håber, vi kan samle hele faget i én brancheoverenskomst. 3.500 reddere i Danmark under samme paraply – dét ville være stærkt.”

Henning lægger ikke skjul på, hvad han vil sige til en kollega, der overvejer medlemskab:

“Du skal da i Reddernes Fagforening! Der er ikke andre. Her er det reddere for reddere – og de kæmper for vores vilkår, ikke for alt muligt andet. Hos de store har du tabt dine penge, men her er der en reel mulighed for forandring.”